Her er en mail fra en tidligere kursist på ‘Talerkursus mod taleangst’. Åh, hvor bliver jeg glad, når jeg erfarer, at kurset virker.
“Kære Monica, kære talerhold 😉
Jeg ved ikke, om I kunne mærke, at jeg tænkte rigtig meget på jer i ugen op til den 14. Men det gjorde jeg altså.
Det var, som I måske husker, dagen for mit jubilæum, en dag, jeg snart i flere år havde imødeset med lige dele spænding, gru – og angst ved tanken om TALEN.
Nu er jeg jo en type, der helst tager sorgerne på forskud, så ved man da, hvad man har at holde sig til 😉 så ugen op til receptionen var ikke særligt morsom, fordi tankerne hele tiden kredsede om den kommende dag og det ubehag, jeg føler ved at være centrum. Men samtidig havde jeg en fornemmelse af, at jeg VILLE gennemføre min tale.
Så hver gang, hele situationen var ved at overmande mig, holdt jeg fast i det, vi sammen lærte – og endnu vigtigere – erfarede på kurset: de andre kan ikke se, hvor nervøs du er. Og selv om de mærker, at du er nervøs, er de egentlig ligeglade. Og så er langt de fleste i øvrigt venligtsindede (ellers ville de de vel for pokker heller ikke møde op til receptionen, men holde sig væk!)
Og endelig holdt jeg fast i det, jeg havde udset mig til at være mit “mantra”:
Jeg har noget vigtigt at sige.
Jeg havde øvet mig på talen mange gange derhjemme foran spejlet, havde printet teksten ud i den helt rigtige skriftstørrelse og havde endda besluttet mig for, hvordan papirerne skulle foldes, så jeg kunne holde hænderne med dem ind til min mave, hvis jeg skulle ryste så meget på dem, at jeg ikke kunne læse hvad jeg havde skrevet! Så man kan ikke sige, at jeg ikke var velforberedt!
Endelig kom dagen og med skræk og glæde konstaterede jeg, at lokalet var helt fyldt op af kolleger, venner og familie, der stimlede sammen for at høre min chefs tale til mig, der traditionelt altid er den, der skal holdes først.
Og så var det min tur.
Jeg havde taget tid på talen, 8 minutter, og lige, da jeg gik i gang, tænkte jeg “puha” ved mig selv, og tog en dyb indånding.
Stillede mig med fødderne solidt plantet i jorden og mindede mig selv om, at jeg havde noget vigtigt at sige. Jeg huskede, hvor rolige I andre så ud, når I holdt tale og bagefter betroede os andre, hvor nervøse I var. —
Jeg havde tid til at holde pauser og kigge ud over læsebrillen undervejs og så, at folk var med hele vejen. Min stemme rystede ikke, og da jeg kiggede ned på mit papir, tænkte jeg på et tidspunkt med en undren “gud, jeg ryster ikke engang på hænderne”.
Folk grinede flere gange undervejs, nogle blev rørt til sidst, og jeg var efterfølgende SÅ glad og pavestolt over at have holdt den. Og i det hele taget over hele dagen, som var en helt overvældende positiv oplevelse for mig.
Jeg har efterfølgende fået fin respons fra familie og kolleger, bla. a nogle af dem, der er rigtig gode talere selv. Og jeg er først og fremmest glad for, at jeg fik sagt det, jeg ville!
Jeg ved helt positivt, at jeg aldrig ville have taget mig sammen til at holde den tale uden Monicas kursus og jeres venlige måde at være medkursister på, og det takker jeg jer for!
Det er ikke, fordi jeg nu springer ud som præsidentkandidat og stor retoriker, men jeg kan mærke, at jeg siden kurset – og især siden min “store tale” – simphelthen ikke længere er nervøs ved tanken om at skulle sige noget i større forsamlinger, og det er jeg glad og taknemmelig for.
Jeg syntes bare, at I skulle vide det.
Og jeg håber, at I alle har det godt og taler på livet løs 🙂
Kærlig hilsen
NN”
Bragt med tilladelse fra kursisten.