Hjælp! Jeg skal holde tale til min brud!

Snart er det bryllupssæson. Og med bryllupper følger brudgommens tale til bruden. For en del mænd giver bryllupstalen anledning til angst, usikkerhed og nervøse tanker.

Jeg bliver nervøs. Kan jeg gennemføre talen, hvis jeg bliver rigtig nervøs? Kan gæsterne se, hvor nervøs jeg er? Det er pinligt, hvis de kan se, hvor nervøs jeg er osv. osv.

Hvordan skal jeg få mod til at tale til så mange mennesker?

Der er nogle få enkle råd, som det kan være en støtte at tænke på:

1. Tænk på den kendsgerning, at du ikke ser nær så nervøs ud, som du føler dig.

I en amerikansk undersøgelse lod psykologerne Savitzky og Gilovich 40 studerende holde tale for 30 andre studerende. Efter hver tale skulle talerne notere, hvor nervøse de havde følt sig under talen, og hvor tydelig de mente, at nervøsiteten var for tilhørerne. Samtidig bad forskerne de 30 tilhørere om at vurdere, hvor nervøse de havde opfattet taleren.

Det viste sig, at over halvdelen af talerne havde følt sig meget nervøse over at holde tale, men de havde voldsomt overdrevet, hvor tydeligt det var for tilhørerne at se deres nervøsitet. Tilhørerne havde ikke scoret talernes nervøsitet tilnærmelsesvist så højt som talerne selv.

Undersøgelsen viste også, at information om, at man stort set aldrig kan se uden på et menneske, hvor nervøs han eller hun er inden i, havde en beroligende effekt på dem, der fik denne information. Så kære brudepar: Vid, at I kan være endog MEGET nervøse inden i, uden at gæsterne kan se det udenpå. Det er for de fleste en lettelse at vide.

2. Brug en meget enkel afslapningsteknik

Slap af i skuldrene og træk vejret stille og roligt dybt ned i maven – helt ned under bæltestedet. Start med at fylde maven med luft, som du ville gøre, hvis du skulle synge. En rolig og dyb vejrtrækning modvirker nervøsitet og giver dig luft til at fuldende dine sætninger.

3. Få jordforbindelse

Mærk gulvet under dine fødder. Oplevelsen af at stå fast styrker dig både fysisk og psykisk.

4. Øv dig hjemmefra.

Mange mennesker tror, at andre bare stiller sig op og taler mere eller mindre uforberedte. Og mange undervurderer hvor megen forberedelse en tale kræver – især når man ikke er vant til at holde tale. Det kan være en god idé at optage talen på din telefon. Så kan du høre, om du taler tilpas tydeligt og i et tilpas tempo.

5. Det er en dum ide, at drikke sig mod til

Din brud har garanteret ikke valgt at gifte sig med et fordrukkent vrøvlehoved, der ikke kan bære hende over dørtærsklen, fordi han selv har brug for hjælp.

Held og lykke med brylluppet og med talen – også hvis du er en kvinde! I vore dage holder en del kvinder også tale ved bryllupper. Men det er nemmere for kvinder at undslå sig, end det er for manden. De fleste forventer af manden, at han holder en tale. De færreste har samme forventninger til kvinden.

Meld dig til TALERKURSUS MOD TALEANGST og lær at bekæmpe angst og nervøsitet, når du skal holder taler og oplæg. Læs mere om det effektive kursus:

Bogen ‘FÅ MOD TIL AT TALE’ er den første og indtil videre eneste danske selvhjælpsbog mod taleskræk. Bogen rummer teori og praktiske øvelser: